Denne bog om suppe indeholder nye opskrifter på denne nærende vinterret, og den fokuserer i særlig grad på relationen mellem mad og sundhed. Bogen rummer inspirerende farveillustrationer og opskrifter på mere end 70 supper fra forskellige lande. A.C. har en karriere som tv-vært, journalist og forfatter inden for sundhedsbranchen og har tidligere udgivet andre bøger om sund mad. Bogens budskab er, at ved selv at tilberede disse næringsrige supper, vil man kunne styrke sit immunforsvar og dermed kunne bekæmpe mange almindelige sygdomme. I forordet understreger forfatteren, at bogen ikke ved sygdom kan erstatte konsultationen ved en læge. Bogen indledes med oversigter over de næringsrigtige grøntsager og frugter i relation til forskellige sygdomme. Opskrifterne er inddelt i afsnit under overskrifterne: "Supersupper, Højenergi, Stressdæmpere og hjerneopstrammere, Genopbygningssupper, Vintervarmere, Afgiftning og Vægttab". Den afsluttes med et register. Opskrifterne virker ikke så særprægede som disse overskrifter måske antyder. Sproget i opskrifterne er let tilgængeligt og forklaringerne er nemt forståelige, så den er meget anvendelig til det danske køkken for både nybegyndere og øvede.