Jensens første voksenroman er en finurlig leg med ord og virkelighed. Fortælleren flygter fra en ulykkelig barndom. Han følger en kaptajn inden han afmønstrer i København. Her får han arbejde som tekstforfatter på et bureau, der opfinder fremtider og fortider til mennesker, der gerne vil have historien revideret. I fritiden svælger han i kvinder og ikke mindst kvindebryster. Under arbejdet med at skrive en dømt sadistisk pædofil om til en velgørende børnebeskytter træffer han den unge pige Alma, der bliver en besættelse for ham. Han eftersøger hende overalt, men først da han skriver hende ind i sin egen historie, møder han hende igen. Den magt, han nu er udstyret med, forvandler ham fra et elskeligt væsen til en nyder af ondskab, og han kan med sine skriverier skalte og valte med Almas liv indtil han indhentes af sin egen fortid. Den skæve historie er elegant fortalt med stor sproglig rigdom, men uden den store tyngde. Man er glimrende underholdt undervejs uden læsningen sætter sig varige spor i bevidstheden.