Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig

En barsk roman, der kræver nærværelse af læseren, og som mere er en dyb psykologisk beskrivelse end en historisk skildring. Forfatteren debuterede i 1982 og modtog Nobelprisen i 2009, hvilket har gjort, at flere danske læsere har fået øje på hendes værker.

I slutningen af 2. verdenskrig deporteres den 17-årige Leopold til en russisk arbejdslejr i Ukraine, og her knokler og sulter han sig igennem de næste 5 år. Romanen er delt op i mange små kapitler, der bugner med store og små oplevelser og detaljer fra lejren, der alle er beskrevet igennem Leopolds skarpe sansninger. Beskrivelserne af livet i lejren, og særligt hvordan konstant sult og hårdt slid nedbryder og umenneskeliggør fangerne, er grusomt og intenst beskrevet igennem et sprog, der både er poetisk og billedskabende.

Martin Amis skildrer i Mødernes hus livet i en anden af Ruslands mange Gulag-lejre. I Primo Levis Hvis dette er et menneske finder man også samme grumme og præcise beskrivelser af fangelejr-menneskets forfald.

Barsk og velskrevet roman, som rumsterer med beskrivelser af grusomme vilkår og konsekvenserne af opholdet i en russisk arbejdslejr. Fortællingen er intens og sanselig, og selv om den afspejler en historisk virkelighed, er det den psykologiske indsigt, der kommer under huden på læseren.

Læs hele vurderingen

Herta Müllers roman om en fangelejr i Ukraine er rystende, umulig at lægge fra sig og den gør et uudsletteligt indtryk. Jeg havde lært at spise langsomt, at synke spyt efter hver skefuld suppe. Sulten...

Læs anmeldelse