Kærlighed kommer i mange former og farver. Der er kærligheden til familien, kærester, venner og veninder og så er der den måske allervigtigste; kærligheden til sig selv. Hjertevarm roman for alle (kvinder) fra ca. 15 år.
Dolly Alderton vokser op i en forstad til London, et beigefarvet venteværelse til den virkelige verden, hvis adgangskort er voksenlivet og selvbestemmelsen. Som teenager danser Dolly til tonerne af modemmet, der kalder op til MSN. Hun forelsker sig gang på gang i de forkerte, får en karriere, masser af fantastiske og farverige veninder og indånder verden i fulde drag. Romanen beskriver fatale dates, sjove fester og Dollys mere eller mindre gennemtænkte forunderlige indfald. Men under al morskaben lurer den mørkere side; spiseforstyrrelsen, rodløsheden og ensomheden, det manglende selvværd og frygten for at se sig selv, som den man virkelig er. Dolly Alderton er journalist og vært for The High Low, en podcast som ugentligt dækker nyheder og popkultur.
Underholdende og rørende debut, der ubesværet væver personlige anekdoter, skarpe observationer og sære lister sammen til en vedkommende historie for kvinder i alle aldre. Det er hudløst ærlige beskrivelser af en tid, hvor alt er åbent og sårbart og selvindsigten måske et godt stykke væk. Det er sjovt og fjollet, men også melankolsk, fordi så meget er genkendeligt og Dollys manglende selvtillid så trist.
Der udgives masser af vedkommende autofiktion, fx Caitlin Morans Kunsten at være kvinde.