Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Alt jeg siger er sandt


Beskrivelse


Alicia på snart 17 år dropper ud af gymnasiet, for hun er sikker på hun er skabt til noget stort, der ikke inkluderer skolelivet. Hun får arbejde på en kaffebar, flytter hjem til mormor, da forældrene ikke forstår hende, og møder den "græske gud" Isak. Så de store bedrifter må lige vente lidt.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 4. juli 2013

af

af

Susanne Dahl Jensen

d. 4. juli 2013

Hverdagsroman for unge fra 13 år om Alicia, der er skoletræt og træt af sin familie, undtagen mormor, der altid forstår hende. Fotoforside af Alicias ansigt tæt på og set fra siden med rastahår og piercinger i øre og læbe. Titel står skrevet med store hvide bogstaver midtpå. Ungt udseende forside, der fint signalerer målgruppe og en forventning om indhold. Indholdsbeskrivende bagsidetekst med udpluk fra romanen og 2 svenske anmelderes udtalelse.

Den svenske forfatter debuterede med Vild med Ester, 2010, også en ungdomsroman, hvor de unge lever helt almindelige liv med skolen, familien og mange følelser. I denne nye roman møder læseren Alicia på 16 år, der er træt af gymnasiet, vælger at droppe ud, og finder sig et job på en kaffebar. Forældrene er ikke tilfredse og Alicia flytter hjem til mormor, hvor hun bedre kan trække vejret. Alicia bliver forelsket i "den græske gud" Isak, men undervejs mister Alicia sin elskede mormor. Historien fortælles i et friskt og levende sprog med utrolig varme og troværdige personskildringer.

Svært at komme på en anden ligeså hjertevarm roman om ungdomslivets kvaler uden at de er fyldt med meget tunge, svære problematikker. I sprog og stil minder den vel mest om forfatters debutroman Vild med Ester.

En varm, indlevende og troværdig fortælling om en ung piges drømme, frustrationer, forelskelse og famlen efter meningen med livet. En roman hvor de fleste unge piger vil kunne genkende en eller anden følelse hos hovedpersonen Alicia.