Bogen består af dagbogsblade, som Amanda skrev fra 1986, hvor hun fik konstateret, at hun var HIV-positiv, og frem til 1991.11992 døde hun af AIDS. Amanda har skrevet, når hun skulle havefølelser afklaret for sig selv, og hun fortæller om sit forhold til venner og hospitalspersonale. Hun er meget åben og ærlig og skriver både om op- og nedture. Træthed, svaghed, angst, smerter ogdrømme, men også mange gode oplevelser er med i dagbogen. Det er en meget livsbekræftende bog, for det lykkedes for Amanda at leve i nuet, selvom hun også var meget bevidst om afskeden. Det er engribende bog, skrevet af et stærkt menneske, som hele vejen igennem turde stå frem og, fortælle om sin sygdom. Bogen er usentimental og godt skrevet; den kan være til stor hjælp for andre i sammesituation og for pårørende. Dagbogen rækker ud over det personlige og er et tankevækkende indlæg om en sygdom, der rammer mange anset køn.