Filmen er baseret på en sag fra år 2000 om racisme i den lille by Melody i Texas. Den vil tiltale de fleste af bibliotekets kvindelige brugere fra 16 år, der sætter pris på dramaer fra virkelighedens verden, både i form af bøger og film.
Filmen er et af mange fine dramaer, baseret på autentiske historier, om USA's retssystems dårlige behandling af den sorte del af befolkningen. Debutanten Nicole Beharie spiller den enlige Dee, mor til 4, der havner i fængsel, da en racistisk anklager, op til valget i en lille provinsby, får uskyldige fængslet, da han laver en narkorazzia i et socialt boligbyggeri. En borgerrettighedsorganisation hører om sagen og får Dee til gennem en lokal sagfører at sagsøge anklageren for racisme. Denne prøver uden held at presse hende til at opgive sagen. Filmen skildrer solidarisk de svære forhold for den enlige sorte underklassekvinde i en sydstatsby, hvor en del af magtelitens syn på denne gruppe er som under borgerkrigen. Dee må derfor kæmpe hårdt både for at få arbejde efter anklagen og for at kunne beholde børnene. Samtidig viser filmen også, hvor svært det er at lave om på de gamle magtstrukturer, når ingen tør stå frem imod eliten.
Filmen kan bl.a. sammenlignes med Ghosts of mississippi. Instruktøren Tim Disney skrev bl.a. manus til tegnefilmen Oliver og Co..
Debutanten Nicole Beharie leverer, i dette både velspillede og tankevækkende autentiske drama, en levende og engageret præstation, der fanger fra start til slut.