Tegneserie i fantasy-gyser-eventyr-genren til gys og fornøjelse for de ca. 9-13-årige. Udseendet signalerer "bog" med det stive bind, tykkelsen og bogformatet. Det efterhånden danske ord "graphic novel" er forlagets egen betegnelse. Appellerende forside.
Emily og Navin flytter sammen med deres mor ind i et gammelt hus, der har tilhørt deres oldefar. De finder en magisk amulet, og umiddelbart efter forsvinder moderen i husets dybe kælder. Her findes en fremmed og uhyggelig verden, hvor børnenes eneste hjælp er oldefaderens efterladte robotter (bl.a. en tøjkanin) og den uforudsigelige amulet. Teksten er kort, og det er hovedsagelig de stemningsfulde tegninger i mørke farver, der på næsten tegnefilmagtig vis, fortæller historien. Historie og tegnestil er traditionel, men alligevel med en svag inspiration fra manga. Dette første bind i serien lover rigtigt godt.
Der er mange paralleller til bind 1 i serien Det levende slot 1-4 (2006), både i stil og indhold. Om den udvikler sig på lignende surrealistisk vis, er det for tidligt at sige. Jeg tror også, at begge seriers læsere vil synes om kultserien Bone (1995-1999).
Med fantasyinspiration og gysereffekter og den lyst manga har givet børn til at læse (især) mangategneserier, tror jeg på et publikum til den her fine start på en ny serie i tegneseriegenren.