Anarkai

Den handler om det helt rigtige for de 13-18-årige: identitet, kærlighed og venskab. Men jeg synes, den har fundet sig et noget slæbende og utroværdigt toneleje, der gør bogen og dens personer svære at komme ind i. Først mod slutningen fastholdes man af skildringen af kærlighedsforholdet mellem hovedpersonen Johan og pigen Gro. De møder hinanden samme dag, som gøgleren Anarkai kommer til byen, og de tre tilbringer et par afgørende sommerdage sammen. Anarkai, der optræder i byen med provokerende graffiti og udfordrende budskaber til det almindelige borgerskab, er den idealiserede figur, som Johan måler sin egen specielle almindelighed op imod. Problemet er at Anarkai gøres til et frelst og puritansk talerør for en hel vifte af ekstreme anarkistiske, autonome, på en gang postmoderne og gammeldags synspunkter. Desuden har han charme og talent for at optræde, så ja - han er utroværdig, og det hjælper ikke på læseoplevelsen, at Johan mod slutningen når samme konklusion, når vi andre har været irriteret over det fra side 11. Bogen spiller på en gådefuld, krydsklippende afvikling af handlingen, der gemmer på den ikke helt integrerede pointe, at Johan sidder i kørestol.

Læs hele vurderingen

I denne ungdomsroman om venskab, kærlighed, ensomhed og fysisk handicap hører vi om tre attenåriges sommermøde i en svensk badeby. Den anarkistiske gadeartist, Kai, bliver katalysator for den vanskelige og langsomt spirende kærlighed mellem hovedpersonen, Johan, og pigen, Gro. Den poetisk revsende anarkist optræder med elegant jonglørkunst og magi, rap-vers med logisk ræsonnerende humanisme og mere eller mindre grovkornede provokationer. Stilen rummer megen sommerlet poesi, men bliver i det lange løb for småsnakkende, småfilosoferende og omstændeligt kommenterende, undertiden på kanten af det manierede. Kais fremtræden gør desuden bogen ret budskabstung. Vi hører hans mening om alt fra økonomi og børnelitteratur til spiritus og islam. Det centrale i bogen er, at der egentlig ingenting sker. Først på de sidste 30 sider kommer der skred i begivenhederne. Forinden vil mange læsere være frustreret over, at det billede, de har dannet sig af Johan, på side 165 viser sig at være forkert. Her får vi at vide, at han har muskelsvind og sidder i kørestol. For unge i folkeskolen vil dette sympatiske og overvejende blide sommerpust på 225 sider nemt blive en ørkenvandring. Bogens målgruppe ligger snarere blandt unge, som er på alder med bogens personer.

Læs hele vurderingen