En digtsamling, der bryder digterens bebudede tavshed og beskriver alt det, der stadig summer i livet, i haven og i forventningen, i håbet, i erindringen og især i nuet. Til læsere, der sætter pris på virkelige digte fra et virkeligt levet liv.
Med digtsamlingen Password fra 2021 skrev Klaus Høeck sig næsten færdig. Men her fortsætter han tankerne om kærligheden, haven i Heartland og vennerne, de levende og de døde, digterne og digtningen og selvfølgelig Bob Dylan. Der er digte om sygdom, om politik og om det at skrive, om det at sætte ord til virkeligheden - og vers fyldt med gæsteoptrædener fra det 20. århundredes pantheon af danske digtere.
En himmelsk formidabel digtsamling og Høecksk uden lige. Ligesom med de forrige digtsamlinger er det en følelsesmæssig rollercoaster og en detour ud i de sørgelige, men også sprælske, vildtflaksende og idérige kanter af livet. Med et stift blik på døden rydder Høeck systematisk al tristhed af banen med sine åndrige og musikalske digte, der fremstår stærkt personlige, men også åbne, usentimentale og vedrørende. Høeck får det sidste ord: "mine ef / terladte digtsamlinger / på rad og række / jeg håber at du / går ned på bibliote / ket og læser dem / i ny og næ når / du ikke har noget an / det at ta dig til".
Peter Poulsens sidste digtsamling Opslugt af livet er en anden digtsamling fyldt med dødsbevidsthed, stoisk angst og humor.