I to små handy farvestrålende pegebøger i stift glat pap opfordrer Dina Gellert den voksne læser til at aktivere barnet og på den måde være med til at hjælpe hovedpersonen Andreas. I den ene bog, Andreas bager, vil den lille dreng Andreas bage en kage til sin fars fødselsdag. Læseren bliver bedt om at hjælpe Andreas med at finde de rigtige ingredienser til kagen via illustrationerne - og det lykkes Andreas at lave en flot kage - uden fars hjælp. I Andreas tager tøj på er han så søvnig om morgenen, at han kommer til at tage sit tøj forkert på. Derfor bliver læseren opfordret til at hjælpe ham med at få bukserne på benene og den samme farve sokker på fødderne. Dina Gellert har i de sidste par år slået sin karakteristiske streg fast som både udtryksfuld og humoristisk. Andreas er en lille rundhovedet dreng med strithår og plirrende øjne - nøjagtig som Martin i Mig og min lillebror serien og Steen i Tæl til ti. Dina Gellert rammer lige ned i den danske børnekarakter, hvor kravene til børns selvstændighed - intellektuelt og motorisk - antager stadig mere absurde former. For børn fra 1 år.