Der er nu 16 titler i serien om den 8-9årige Ane og hendes familie. Denne 15. del af serien er et godt eksempel på en særdeles vellykket letlæsningsbog for Anes jævnaldrende. Trods den korte tekst er det en god historie med en sjov pointe om Anes fisketur med storebror Bo. Det er også en glimrende skildring af et søskendeforhold på godt og ondt. Hertil kommer, at der, som noget ret usædvanligt for genren, også er blevet plads til nogle dejlige beskrivelser af natur og landskab. Bogens mange akvareller er fint integreret i tekstbilledet, og illustratoren bidrager i høj grad til at formidle den herlige forårsstemning, der præger fortællingen. Det er ikke nødvendigt at kende de tidligere bøger i serien for at læse denne, men bogen vil bestemt stimulere læselysten og give begynderlæsere, især blandt pigerne, lyst til at læse mere om Ane.