Spil / computerspil

Angry birds - Star wars


Beskrivelse


Hovedbrudsspil. Puzzlespil. Angry Birds har iklædt sig kostumer fra Star Wars universet og tager nu kampen mod grisene. På over 200 puzzle baner skal fuglene vælte grisenes fæstninger for at vælte dem alle. Banernes omgivelser er inspireret af planeter fra Star Wars filmene og der er blevet plads til 20 unikke baner i konsolversionen, der også byder på en ny multiplayer.

Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 19. nov. 2013

af

af

Finn Christiansen

d. 19. nov. 2013

Wii, Wii U. Puzzle-spil. En ret præcis konvertering af mobilspillet, så det nu kan nydes på Wii-platformen. Angry birds appellerer meget bredt aldersmæssigt. Konceptet med fuglene og grisene virker dog ikke til at være så hysterisk populært og allestedsnærværende, som det har været. Sproget er engelsk og manualen er på dansk - men læsefærdigheder er ikke nødvendige. Hvis man har ambitioner om at klare alle baner med topkarakter, er sværhedsgraden høj. Men hvis man blot vil gennemføre banerne, er spillet ganske casual og hyggeligt. Fra 8 år. PEGI: 3.

De rasende fugle og onde grise behøver ingen introduktion - for de findes i stort set alle afskygninger. Mobilspil, brætspil, tøj, bamser, rygsække og gummisko. Mobilspillet i Star wars-udgaven er i mine øjne det bedste Angry birds-spil overhovedet - og det er også meget vellykket på især Wii U-platformen. Charmen, humoren og letheden fra det originale spil er bevaret og er her krydret med baner, som følger handlingen fra den første Star wars-trilogi. Fuglene har nu udseende og evner ligesom Luke Skywalker, Han Solo, Chewbakka osv. Og grisene er naturligvis Imperiet. Darth Vader-grisen med dåse-øf-lyde er ganske simpelt genial. Styringen fungerer bedst på Wii U. Både Wii og Wii U har multiplayer for op til 4 spillere, hvilket fungerer rigtigt godt.

Til Wii og Wii U findes også Angry birds trilogy som indeholder alle de originale baner plus "Rio" og "Seasons".

Angry birds er stadig et fantastisk underholdende koncept og med Star wars er det til topkarakter. Casual gaming på et meget højt niveau.


Bibliotekernes vurdering

d. 19. nov. 2013

af

af

Finn Wraae Poulsen

d. 19. nov. 2013

PS3, Xbox 360. Hovedbrudsspil. De fleste, som er i besiddelse af en nyere mobiltelefon, kender til eller har hørt om det finsk udviklede spil Angry birds. Spillet har solgt millioner af licenser på de mobile platforme og merchandise m.v. er fulgt med. Spillet henvender sig til en meget bred målgruppe fra børn på ca. 5-6 år. Spillet er på engelsk.

Det grundlæggende spilkonceptet for Angry birds er der ikke rørt ved i denne version, selv om der er tilføjet nogle få tweaks på baggrund af Star wars vinklen. Man bruger altså stadig en kæmpeslangebøsse til at slynge de små tykke, vingeløse fugle hen over skærmen med henblik på at smadre en struktur og tilintetgøre de små fede grisebasser. Fuglene og grisene repræsenterer selvfølgelig hhv. Rebel Alliance og The Empire i anledning af Star wars konceptet. Når Yoda er i ilden kan han naturligvis bruge the Force til at slynge ting gennem luften, ligesom Luke Skywalker kan bruge lyssværd til at tilintetgøre blokke og grise. Brugen af musik m.v. fra Star wars filmene tilføjer et fint, humoristisk touch.

På mobilplatformen findes der adskillige lignende spil, fx "Siege Hero" og kopiproduktet "Angry aliens". På Pc/konsol-området kan man nævne Worms-serien og naturligvis Lego Star wars, som har en højere kvalitet end nærværende spil.

Alt i alt synes jeg at spilkonceptet fungerer rigtig fint på en stor fjernsynsskærm, hvor det bliver lettere at få overblik over, hvordan man skal gribe de enkelte baner an. Star wars konceptet er fint og nænsomt implementeret og det er svært ikke at blive opslugt af spillet. Indkøb anbefales.


Bibliotekernes vurdering

d. 4. dec. 2013

af

af

Henrik Schou

d. 4. dec. 2013

Playstation 4, Xbox One. Det populære Angry birds smelter nu sammen med det mindst lige så populære Star wars. Spillet er for alle, drenge som piger, der holder af de vrede pipfugle og gode puzzles. Fra ca. 7 år og op. På engelsk. PEGI 3.

Angry birds - Star wars har i nogen tid været ude til smartphones og tablets, men nu kommer en næsten samlet version til de stationære konsoller - hvilket også inkluderer den nye generation. I spillet skal spilleren slynge fugle, der er klædt ud som Star wars karakterer som Luke Skywalker og Han Solo, mod bygningsværker besat af grise, der er klædt ud som kejserlige stormtropper. Spillet rummer ca. 200 baner fra smartphone-versionen og ca. 20 unikke baner udviklet til konsolversionen. Banerne er inspireret af planeterne i Star wars-filmene og blandingen mellem Angry birds og Star wars er ganske morsom. Konsolversionerne af spillet byder desuden på en ekstra multiplayer-mulighed og ikke mindst muligheden for at styre fuglene med Kinect kameraet til Xbox One. Det kan dog ikke anbefales, da det virker noget kluntet. Grafikken er ret simpel, selvom de enkelte elementer fremstår meget skarpe.

Angry birds - Star wars er som sin konsolforgænger, Angry birds trilogy, 2012, i bund og grund blot en samlet version af banerne man allerede kender fra smartphone- og tablet-versionerne. Star wars-udgaven har dog betydeligt færre baner end Trilogy-udgaven.

Angry birds er stadig populære og den simple, men vanedannende puzzle-form bliver bare ved med at underholde. At spillet nu bliver tilsat Star wars skader bestemt ikke oplevelsen.