Gør klar til Lars Ankerstjerne, det næste skud på stammen i den pseudofilosofiske, inderlige, dansksprogede popmusik, der hærger hitlisterne i denne tid. Du kender ham fra sommerhittet "Tag hvad du vil", hvor Burhan G synger omkvædet, og den velkendte recept følges omtrent til dørs på den 27-årige sangers debutalbum: et hudløst ærligt vers om forsmået kærlighed staccato-rappes på leverpostej-dansk, og følges af et irriterende, iørefaldende omkvæd. Som medlem af Nexus-kollektivet har Ankerstjerne en del tilfælles med label-kollegerne Nik & Jay, men hvor disse stadig kan lide at feste, er følsomheden og ærligheden Ankerstjernes stærkeste kort. Det vil tage kegler - og så gør det heller ikke noget, at Ankerstjerne p.t. er support på Rasmus Seebachs Danmarksturné.