Bøger / skønlitteratur til børn

Anna og vuggestuen


Beskrivelse


Billedbog. Anna går i vuggestue. Det er dejligt at få læst historie, at tegne og male, spise sin mad og at lege med dukker. Da dagen er forbi, vil Anna ikke hjem.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 11. aug. 2008

af

af

Ulla Møller

d. 11. aug. 2008

To nye bøger om Anna. De kan være udgangspunkt for samtaler om hverdagen i daginstitutionen og om gode relationer til bedsteforældre. Bøgerne er forsynet med en næsten genial deklaration der grafisk viser tema vha. farvekoder og aldersgruppe vha. et lokomotiv med op til fire vogne efter sig, fra baby til 3-årsalderen. Disse er grønne med to togvogne, det betyder omverdensforståelse for børn fra 2 år.

Den belgiske forfatter og illustrator debuterede med Anna-serien i 2004. Den fortæller om de mindstes verden og udvikling, og med disse to nye bøger er der nu udkommet i alt fjorten titler om Anna på dansk. De kvadratiske billedbøger er gedigne med omslag af kraftigt karton og sider af solidt papir. Illustrationerne er enkle og lette at overskue, de er udført i gouache i klare farver med sort kontur, som vi kender det fra tidligere bøger om Anna og fra andre nyere billedbøger fra Belgien og Holland. Begge bøger viser Anna i sociale sammenhænge dels med vennerne i vuggestuen og dels med bedstefar på tivolitur, aktiviteter som Anna der i løbet af de mange titler er blevet mere og mere selvhjulpen nyder at være med til.

Bøgernes emnekreds og illustrationer minder om bøgerne om Anton af den ligeledes belgiske forfatter og illustrator Annemie Berebrouckx, ligesom de bringer Lisbeth Slegers bøger i erindring.

Endnu et par vellykkede hverdagshistorier for de yngste fortalt i den flamske billedbogstradition med enkle og overskuelige illustrationer i klare primærfarver med sort kontur.



Informationer og udgaver