Billedbog for børn fra 2 år og deres voksne, som vil være et godt udgangspunkt for en snak om at smide sutten. Det er den 15. bog om Anna, som vi i tidligere titler har fulgt i bad, på potte, toilettet, i svømmehal mv. Bøgerne har forskellige temaer og målgrupper fra 0-36 måneder. Denne er for de ældste fra 36 måneder.
Den belgiske forfatter og illustrator, som også kendes fra film i hjemlandet fortæller en varm historie om 3-årige Anna, der efter et besøg hos tandlægen overvejer og prøver at sove uden sut. Hendes storebror trøster da det bliver rigtigt svært ved sengetid, men beslutningen og gennemførelsen er helt Annas egen. Bogen fremstår som en kvadratisk pegebogslignende billedbog med et omslag af kraftigt karton og sider af solidt papir. Illustrationerne er enkle og lette at overskue. De er udført i gouache i klare farver med sort kontur. Sproget er moderne, mundret i børnehøjde og lettilgængeligt.
I de senere år er der udgivet en del billedbøger om sutter, som fx også i samme serie og af samme forfatter Jeg vil have min sut, 2006, hvor Anna er noget yngre og stjæler sig til at bruge lillebrors sut, men problemerne med sutafvænningen er også beskrevet i flere andre billedbøger senest Katinkas sutter, 2008.
Endnu en vellykket hverdagshistorie for de yngste fortalt med et glimt i øjet i den flamske billedbogstradition med enkle og overskuelige illustrationer. Anna er blevet ældre, og emnets relevans er lidt i overkanten af, hvad de yngste læsere kender til.