I 1993 gav forfatterens monolog om forholdene i Sarajevo: Jeg tæller timerne, genlyd i store dele af verden. Nu har han igen med en imponerende indlevelsesevne skildret livet i en krigszone gennem en monolog, der vil kunne opføres på en lille times tid. Denne gang har han lagt talen i munden på to ca. 50-årige mødre der sidder ganske få kilometer fra hinanden (og som kan spilles af samme skuespiller): den israelske Hannah fra Jerusalem og den kristne palæstinenser Fadia fra Bethlehem. Den amerikanskfødte universitetslærer Hannah har en søn, der var fører af en israelsk kampvogn, som stødte på en landmine i Jenin. Fadias ældste søn er blevet tortureret under intifadaen, mens andre af hendes familie nu er indespærrede i Fødselskirken. Fadia hører til den ret store vestvendte, kristne minoritet af palæstinensere. Hannah har været meget aktiv i den nu smuldrende jødiske fredsbevægelse. Men kampen kan de trods gode viljer ikke slippe udenom. I en lille "efterskrift" smelter de to ansigter sammen. Det er en stærk tekst, der ikke kan undgå at påvirke læseren, og som i munden på de rigtige skuespillere vil kunne vække ligeså megen opmærksomhed som Sarajevo-teksten i sin tid gjorde.
