Anskudte dyr er ikke blot forfatterens debutroman, det er også den første udgivelse fra et helt nyt forlag, der vil satse på ung og nyskabende dansk litteratur. Romanens hovedperson er Rasmus, der flytter fra Bornholm, forældrene, vennerne og ekskæresten, som han aldrig helt fik afsluttet forholdet til. I København møder han Louise, bartender og studerende, og bliver snart en del af miljøet omkring baren, som Louise arbejder i, med alle de konflikter arbejdet og parforholdene giver. Handlingen skifter mellem fortid og nutid og skaber et sammenhængende billede af Rasmus' liv. Titlen refererer dels til en jagt, som er en del af handlingen, dels til sårbarheden og usikkerheden mens man finder sig selv, for nu at bruge en kliche. Bogen handler om at turde give slip og finde fodfæste igen. Den er velskrevet og troværdig i sin miljø- og personskildring, der bindes et par løse ender, nogle står stadig åbne ved bogens afslutning, men det er jo egentlig ganske realistisk. Så absolut en læseværdig debutroman.