Antichrist

Lars von Triers Antichrist er et foruroligende filmværk med klassikerpotentiale, så målgruppen er for så vidt veldefineret som et dannet, filminteresseret publikum med alle antenner ude efter skelsættende og grænseoverskridende filmkunst. Men filmen er i den grad følelsesprovokerende med udpenslede sex- og voldsscener samt en gotisk uhygge garneret med naturens mystiske magt og kræfter, og den kan virke så frastødende, at Antichrist med et klichéudtryk frarådes folk med sarte nerver. På den anden side kan filmens gys og gyserreferencer også udvide Lars von Triers normale kernepublikum.

Et ægtepar dyrker intenst sex. Mens de er opslugt af akten, falder/springer deres søn ud af vinduet. Og dør. Forældrene er knuste og søger ud i skovene til en ensomt beliggende hytte for at finde tilbage til livet. Hytten hedder Eden, og her befandt kvinden sig, da hun skrev en afhandling om hekseforfølgelse gennem tiderne. Med sorgen følger selvhad og destruktion, mens naturen langsomt sniger sig ind på parret.

Filmens modtagelse og især en feministisk fordømmelse kan minde om et lignende postyr, da Breaking the waves havde premiere i 1996. Men Lars von Trier er en ener, nogle vil skrive geni, som går sine egne veje, og som kan sin filmhistorie. I Antichrist, 2009 vil man således finde dybt personlige hilsner til Andrej Tarkovskij og Stanley Kubrick.

Meningerne om filmen og dens udsagn er delte. Men der er i alle tilfælde tale om et uomgængeligt og sjældent værk.

Læs hele vurderingen