Dan skal sove hos sine bedsteforældre for første gang. Da han ligger i sengen, hører han underlige og uhyggelige lyde. Hvor kommer de fra? Billedbog til 5-6-årige.
Dan er på besøg hos sine bedsteforældre, hvor han skal overnatte for første gang. Men sengen virker forkert, værelset virker mørkere, og han hører underlige lyde. Dan kalder på bedstefar og bedstemor, der hjælper med at jage antifanter væk, skræmme en krokopotamus ud af badekarret og en blå rafsaurus ud af skabet. Dan kigger under sengen, hvor der ligger en gråhvid renorilla. Han tager mod til sig og aer renorillaen og finder ud af, at det, han tror er en løve, bare er bedstemors kat. Til sidst føler han sig tryg og kan sove. Afrikanske Marita van der Vyver har også skrevet billedbogen Mias magiske mor. Illustrator, Dale Blankenaar, er ny i danske sammenhænge.
Det er en sjov, letgysende historie om det lidt grænseoverskridende i at sove væk fra sit eget hjem for første gang. Heldigvis er der tryghed og hjælp at hente hos de rare bedsteforældre. De mørke illustrationer, der har sit helt eget udtryk, er blevet valgt til IBBYs Honour List 2015/2016 for sin fremstilling af uhygge i bogen. I illustrationerne bruges vinkler, der forstærke uhyggen, og monstrene, som Dan forestiller sig, er da også ret skræmmende, men stadig sjove og spændende.
Andre bøger om emnet er fx Hjælp, den kommer!.