Actionspil. Du er en Aragami - en hidkaldt ninja-ånd med overnaturlige kræfter, og din opgave er at nedkæmpe hele Kaiho-hæren, uden at blive opdaget. For unge og voksne.
Dette er et actionspil i 3. person, hvor du tager rollen som en Aragami. Det vil sige en ninja-ånd hidkaldt til at hævne. Opgaven er at nedkæmpe en hel hær af bevæbnede vagter, og det hele skal foregå uset og lydløst, på bedste ninja-facon. Udover dit skarpe ninja-sværd, har du en række overnaturlige egenskaber til rådighed, som skal bruges med timing og omtanke. Høj sværhedsgrad, hvilket er et genretræk ved stealth-spil. Med Playstation Plus-abonnement kan man spille to ninjaer sammen i co-op, hvilket giver mulighed for at klare banerne på andre måder. Sproget er engelsk.
Stealth-baserede spil balancerer altid knivskarpt mellem udfordringer og frustration. Baner, som ved første forsøg virker umulige, men med rette taktik og tålmodighed, lige akkurat kan lade sig gøre. Det lykkes langt hen ad vejen for nærværende spil. Dertil kommer smuk grafik og en befriende hurtig og elegant introduktion til historie og gameplay. Stealth-genren er bestemt ikke for alle typer spillere, særligt ikke casual gamers, der hurtigt vil finde sværhedsgraden langt ovre på den frustrerende side. Gameplay og den noget blodige voldsomhed kan magtes fra 15 år. PEGI: 16 og ikon for vold.
Dishonored (PS4) er også stealth-baseret, men indeholder dog også både exploration og en mere fyldig historie.