Remme har de senere år udgivet en digtsamling, en novellesamling og en kortroman. Han er desuden bagmand blandt en række litterære happenings, hvor i hvert fald PoesiBanko har været så omtalt i medierne, at jeg har lagt mærke til det. Lars har det psykisk og fysisk dårligt, men en dag får et mystisk brev ham op af starthullerne. Han har arvet efter en ukendt far i Århus og beslutter sig for at undersøge sagen. Det er ikke enkelt, bl.a er det en meget hemmelighedsfuld sagfører, der bestyrer boet, og en mærkelig forfatter kommer ham gang på gang i forkøbet. Trods alt får Lars opsnuset, at han måske har en søster i Prag, og hende beslutter han sig for at opsøge. En stor midterdel af bogen er en detaljeret beskrivelse af en meget strabadserende cykeltur mod Prag. Det er en elegant eksperimenterende roman, der både manipulerer med Lars og læserne. Selv om der oprulles en mindre familietragedie er det på en måde ikke det væsentligste: hovedhandlingen er Lars' søgen. Sproget er flot og drilsk, og bogen er et godt bud til læsere, der tør risikere lidt af sig selv under læsningen.