Asfaltbark er Erik Trigger Olesens debut i bogform, men han har siden 1985 regelmæssigt fået offentliggjort digte i Hvedekorn. Fælles for samlingens tekster er, at de tager udgangspunkt i detpersonlige, nære. Her er ingen leg med roller og masker, som man finder hos mange af de unge lyrikere for tiden. Titeldigtet angiver den modsætning mellem det lukkede og det åbne, mellemforsteningen og væksten, der er den bærende struktur i bogen. Mange af digtene tematiserer smerten, sårbarheden, der kapsles inde af hård hud som værn mod en kold og afvisende omverden og »gør detumuligt at kærtegne / uden at flå og rive til blods«. Modbilledet til denne forsteningsproces drejer sig da om at komme til stede, blive nærværende i sanser og følelser, og ETO dyrker poesien somdet sted, hvor åbenheden/sårbarheden stadig er intakt: »Når ordene finder sammen / finder de vejen ud«. I denne skematik virker mange af digtene forudsigelige og undgår ikke i længden at få etanstrøg af sentimentalitet og hulpatos. ETO sætter for lidt på spil i sine digte. Spændingen, det uforudsigelige går tabt undervejs, fordi han for sjældent er parat til at give slip og af sprogetlade sig føre steder hen, som han ikke i forvejen havde planlagt. Der bliver et gustent overlæg tilbage som svækker digtene i kunstnerisk henseende og desværre også styrken af det indhold de ønskerat formidle.