Spil / computerspil

Assassin's creed


Beskrivelse


Adventurespil. Spillet finder mestendels sted i Jerusalem i år 1191. Som snigmorderen Altair har man til opgave at lokalisere og snigmyrde 9 politisk fremtrædende personligheder i datidens samfund, og dermed genoprette regionens stabilitet. Man kan frit bevæge sig rundt i byen, men alt er ikke som det syner og der opstår hurtigt tvivl om hvem man egentlig er, og om man overhovedet befinder sig i den rigtige tidsalder.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

2007

af

af

Knud-Henrik Bentzen

2007

Playstation 3. Allerede inden PS3-konsollen overhovedet kom på markedet florerede der både billeder og historier om Assassin's creed på nettet. Det blev allerede dengang udnævnt til det spil, der for alvor skulle vise konsollens tekniske formåen, men udgivelsen har ladet vente på sig. Nu er den her endelig og har bestemt været ventetiden værd. Man tager rollen og den lidt ligegyldige bartender, Desmond Miles, og så alligevel ikke. I virkeligheden er Miles nemlig taget til fange og fastlåst til et apparat som fremkalder minder i hans underbevidsthed som er en del af hans DNA. Det er fortrinsvis de minder man spiller igennem, og de danner spillets setting i middelalderens Jerusalem som snigmorderen Altair. Han har til opgave at genoprette regionens fred ved at snigmyrde i alt ni vigtige politiske figurer i datidens miljø, og det er det som former spillets egentlige indhold. Her er tale om et action/adventure spil med et kontrolsystem, som kræver nogen tilvænning men fungerer ganske godt. Missionerne involverer ud over snigmord alt fra lommetyveri til egentlige kampe, og man kan frit bevæge sig rundt i Jerusalem og omegn. Alt er smukt realiseret takket være den bedste grafik vi hidtil har set på PS3. Ret så gode skuespillere og en orkestral musikside bidrager yderligere til illusionen. Spillet er udelukkende en singleplayer oplevelse, men hele strukturen og stemningen lægger heller ikke op til andet. Der er tydeligvis lagt et enormt arbejde i spillet. Det er ikke fejlfrit og bliver en anelse ensformigt hen af vejen, men som helhed er det en enestående oplevelse som mange andre spil utvivlsomt vil drage inspiration fra fremover. Fra 15 år. Pegi: 18+. Sprog: engelsk.


Bibliotekernes vurdering

d. 21. apr. 2008

af

af

Jens Jakob Sørensen

d. 21. apr. 2008

Dvd-rom. Spillet foregår primært i Det Hellige Land under det 3. korstog i 1191. Hovedpersonen er Altaïr ibn La-Ahad, en snigmorder fra gruppen Hashshashin, som får til opgave at opspore og myrde ni prominente personer, der alle medvirker til at forlænge krigen. Opgaverne starter i hjembyen Masyaf hvorfra turen går på hesteryg gennem storslåede landskaber til byerne Jerusalem, Acre og Damaskus, hvor den egentlige handling foregår. Ofrene findes gennem forhør, lommetyveri og tips fra lokale indbyggere, og undervejs kan man vælge at dræbe alle fremmede soldater, eller - mere i snigmordets ånd - at holde lav profil og forsøge at undgå at blive opdaget. Der er en del spring i den historiske handling, men det skyldes at den reelt er erindringsglimt hos en nutidig efterkommer af Altaïr, Desmond Miles. Det er blevet opdaget at erindring er en del af DNA-arvemassen, og nogle videnskabsfolk vil genskabe Desmonds hukommelse for at bruge denne til at undgå ufred i fremtiden. Det lyder måske søgt, men virker faktisk rigtigt godt. Det forklarer hvorfor Altaïr aldrig dør men kun oplever problemer med hukommelsessynkronisering når noget går galt. Spillet er fantastisk flot med særdeles detaljerede omgivelser, dyr og mennesker, der alle bevæger sig meget naturtro. Også lydsiden virker fint. Samtaler, fuglekvidder og andre effekter falder perfekt ind i helheden. Der er meget blod i spillet så PEGI siger 18+, men man kan dog sagtens spille det fra 15 år. Spillet minder om en blanding af Prince of Persia og Splinter cell men med noget mere frihed idet Altaïr kan bevæge sig fuldstændigt frit - også op ad mure og over hustage. Assassin's creed er nok det bedste historiske snigmorderspil på markedet i dag og giver mange timers gode oplevelser. Sprog: engelsk.