Smuk billedbog om Asta, der hele tiden skal skynde sig. Asta vil hellere se på bladene, der daler. En dag bliver det for meget for Asta, men hendes mor forstår heldigvis, hvad hun har brug for. Fra 3 år.
Der er så meget Asta skal nå: bussen til skole, spise frokost før frikvarteret er forbi, tegne færdig osv. Men Asta vil hellere tælle de dalende blomsterblade og dvæle ved tingene. En dag, da Asta bliver hentet af mor, skal de skynde sig for at nå bussen. Asta siger stop. De går turen hjem i stedet, og på vejen kigger de på de ting, de ser. Det ender med at blive en god dag, hvor Asta, mor og far nyder nuet.
Flotte illustrationer, der ligner en blanding af oliekridt og akvarel i rolige jordfarver med lilla og lyserøde blomster, der daler fra himlen. Bogen henvender sig til børn i dansk børnehave- og børnehaveklassealder, og det, at pigen går i skole, kan virke forvirrende, men er nok fordi, den er lavet i et sprogområde, hvor man starter tidligere i skole. De ting, der sker i bogen, kan dog nemt "oversættes" til at handle om børnehaven i stedet for skolen. Det er en bog, der både i tekst og billeder foregår i et roligt tempo, der passer til historien.
En anden god billedbog om at tage en pause fra hverdagen, er Meget, meget travlt.