Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Asta og Fanny for evigt


Beskrivelse


Asta og Fanny laver et loppemarked. Astas veninde Silja kommer på ferie, så hun skal være med. Men hvorfor må Silja låne Astas ring, når Fanny ikke må, og kan Asta forklare dem, at hun holder lige meget af dem begge?

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 3. maj 2011

af

af

Else Lerche

d. 3. maj 2011

3. bind i serien Bedste venner er let at læse. Læsere af serien, piger fra 8-11 år, vil nysgerrigt følge Asta og hendes veninder, og glæde sig til næste bind.

Forfatteren viser igen, at hun har en fin indlevelsesevne i pigers verden, i helt almindelige venindeforhold med de glæder, men også problemer og bekymringer, der opstår. Asta, 2. klasse, og hendes veninde Fanny vil lave et loppemarked i efterårsferien. Silja, Astas veninde fra Roskilde kommer på ferie. Asta savner Silja, men vil de stadig være lige gode venner efter så lang tid, og vil Fanny og Silja kunne lide hinanden og forstå at Asta er lige gode venner med dem begge? Mødet bliver ikke gnidningsfrit, men alle tre finder ud af det til sidst og får loppemarkedet til at fungere. De tre piger og deres reaktioner er troværdigt og levende beskrevet. Omkring dem er nogle fornuftige voksne. Teksten er let at læse og den er sat i en stor og åben sats med bred margin. Kapitlerne er korte og der er megen dialog. Dette sammen med de mange s/h illustrationer giver et indbydende og overskueligt layout. Forsiden er tegnet i stil med de forrige binds og bagsideteksten er en fin appetitvækker.

Bogens univers svarer til det i de forrige bind. Læsere af Sofiebøgerne vil også synes om denne bog.

Bogen er let at læse og har et overskueligt og indbydende layout. Serien skal læses i rækkefølge. Piger fra 8-11 år får en fin hverdagsoplevelse og de kan let identificere sig med Asta og hendes problemer og glæder med veninderne.