Bogen henvender sig bredt til den voksne/modne dansker, der har nysgerrighed og interesse for Søren Kierkegaard, men måske føler lidt afmagt overfor det omfattende forfatterskab. Den vil blive efterspurgt, og vil være oplagt på udstillinger her i 200-året for Søren Kierkegaards fødsel.
Sørine Gotfredsen er journalist, teolog, debattør (et kendt ansigt på DR2) samt forfatter. Romanen Regine, 2005 handler netop om Søren Kierkegaards forlovede. Det er en personlig bog, hvor forfatteren viser, hvordan hun føler sig mødt og set af Søren Kierkegaard på en dyb og forandrende måde. Hun bruger nogle episoder, tilstande og kriser i sit liv til at tale med Søren Kierkegaard på en måde, så vi andre fornemmer, hvad der er hans ærinde, og hvad han var for en person. Centralt i bogen står Sørines eget uforløste kærlighedsforhold til en mand. Også Søren Kiekegaard havde et uforløst kærlighedsforhold til Regine (bemærk overlapninger af navnene Søren, Regine og Sørine - et tilfælde?). I øvrigt kommer hun ind på temaerne: fortvivlelse, glæde, rejse, kroppen, den enkelte i mængden og troen.
Mig og Søren, 2012 er af en anden kaliber og handler også om at bruge Søren Kierkegaard i sit eget liv. Ellers vil jeg, hvad niveau og målgruppe angår, henvise til Livet forstås baglæns, men må leves forlæns og Kierkegaards filosofi begge af Peter Thielst.
Bogen vil låne sig godt ud til DR2-segmentet. Efter endt læsning får man lyst til mere Kierkegaard.