Lisbet Dahl er en af landets mest kendte skuespillere, og midt i sit liv udgiver hun nu sine erindringer. Journalisten Karen Thisted har været redaktør på bogen, og resultatet af det samarbejde er blevet godt. Sproget er ligefremt og meget bramfrit, og det er også det billede af Lisbet Dahl man som læser sidder med efter at have læst bogen. Her lægges ikke skjul på at hendes liv har indeholdt både voldsomme op- og nedture, og at blandt andet fem ægteskaber har slidt på livsmodet. Det er dog åbenbart ikke knækket, og den folkekære skuespiller fremstår som et både modigt og stærkt menneske. Hun fortæller om sin mor som hun var tæt knyttet til, og om sin barndom i teaterets kulisse hendes mor var skuespiller og hendes far turneleder. Også de vilde unge år som elev på Ålborg Teater er med, og de mere modne teaterår i København hvor revyerne blev hendes hovedområde. Det er en god bog, underholdende, og med et uforfærdet budskab om at gribe livet, mens det er der, og den er uden falbelader. Læsere af biografier som for eksempel Helle Virkners vil nyde denne.