Skriftens ensomhed, døden, smerten, kærligheden og kunsten er omdrejningspunktet for Marguerite Duras'særegne essays, der især vil vække glæde hos forfatterens inkarnerede fans.
Marguerite Duras' (1914-1996) essaysamling fra 1993 består af fem tekster, der kredser om ét fælles tema: ensomheden og smerten ved at skrive. Duras beretter om skrivningens ensomhed i sit hus i Neauphle, hvor hun skrev sine første bøger, fx Lol V. Steins henførelse. Hun skriver om sin vane med altid at have en flaske whisky med i tasken som middel mod søvnløsheden, og hun giver det råd, at kvinder aldrig bør lade deres elskere læse de bøger, de skriver. Herefter følger et meditationsessay om en ung engelsk pilot, der blev skudt ned på 2. Verdenskrigs sidste dag og begravet i landsbyen Vauville. I teksten kobler Duras dette med tabet af sin egen lillebror, der døde under den japanske krig og endte i en anonym fællesgrav. Kærligheden mellem Dronningen af Saba og den romerske general er afsættet for det 3. essay, og samlingen rundes af med to tekster om henholdsvis ordet "ren" i forbindelse med nazisternes udryddelse af jøderne og en maleriudstilling til Robert Plate.
Også som essayist er Duras fremragende. Den poetiske og skæbnetunge stil og især den dramatiske stemmeføring genkendes tydeligt fra hendes romaner.
I klummesamlingen Sommeren 80Det materielle liv og Det materielle liv kommer Duras ind på lignende emnerI klummesamlingen Sommeren 80 og kommer Duras ind på lignende emner.