Forfatteren er kendt fra flere af forlagets udgivelser. Atlanterhavet ligner de tidligere bind i serien Verdens have, og kommer som disse hele vejen rundt om emnet. Efter en generel indledning beskrives havets historie og geografi med strømme, tidevand m. m., hvorefter livet i havet, koloniseringen af kysterne, den nuværende befolkning, handel og transport gennemgås. Havets ressourcer i form af fisk, mineraler og muligheden for at udnytte bølgernes og tidevandets bevægelser til fremstilling af elektricitet behandles, inden der afslutningsvis ses på havets trusler som overfiskeri og forurening og forsøgene på at begrænse dem. Bagest er der ordforklaring, litteratur- og videoliste, adresser på Greenpeace, WWF og Marinebiologisk Laboratorium samt et stikordsregister. Mange flotte farvefotos, relevante kort og delemner trykt på blå baggrund i ovaler bryder teksten, der er sat i en bred spalte og kan læses fra 12 år. I børnebiblioteket findes der ikke noget tilsvarende materiale.