Film / fiktion / biografiske film

Attila the Hun


Beskrivelse


I år 440 er Romerriget splittet og svagt, og det udnytter hunnerne under ledelse af brødrene Bleda og Attila. Attila har så store ambitioner, at han slår sin bror ihjel og truer som frygtet krigerkonge hele Romerriget. Attilas frænde og våbenbror Educa forhandler med romerne og kræver guld, mens disse planlægger at myrde hunnerkongen med list og forræderi!

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 22. dec. 2011

af

af

Ulrich Breuning

d. 22. dec. 2011

En docudrama fra BBC om Attila, hunnernes legendariske konge har som naturlig målgruppe et historisk orienteret publikum. Men da dramaet fremstår som en kort spillefilm på knap og nap en time med udpenslede voldsscener og blodige slag, er der snarere tale om et bredt anlagt, kulørt underholdningsprogram for voksne med interesse i krigsskildringer med sværd, bue og pil.

År 440. Romerriget er splittet og svagt, og det udnytter asiatiske barbarhorder og i særdeleshed hunnerne under ledelse af brødrene Bleda og Attila. Attila har så store ambitioner, at han slår sin bror ihjel og truer som frygtet krigerkonge hele Romerriget. Attilas frænde og våbenbror Educa forhandler med romerne og kræver guld, mens disse planlægger at myrde hunnerkongen med list og forræderi! Attilas skæbne er dog endnu ikke beseglet.

Attila the Hun er en del af BBC-serien Heroes & villains (2007-2008), som også portrætterer feltherrer som Napoleon, Spartacus og Richard Løvehjerte. Indledningen fortæller, at der er tale om virkelige hændelser og personer, og at serien bygger på samtidige kilder, som nutidige historikere har bearbejdet. Men det er et fiktionsgreb, at Educa er fortæller, og hele produktionen signalerer tydeligt tju-bang og røverhistorie. Psykologisk indsigt og bevæggrunde er generelt mangelvare, og der er langt mere substans i sammenlignelige hollywoodfilm om Romerrigets storhed og fald. For eksempel Kubricks Spartacus, 1960.

Der findes bestemt bedre film om krigeriske erobrere, der står i blod til albuerne.