Emnebilledbog af læge D. Tilsted, udg. på nyt forlag, om en dreng med mellemørebetændelse - en af de hyppigste sygdomme blandt småbørn. Brugergrundlaget skulle dermed være i orden til denne farvefotografiske fortælling og registrering af forløbet, fra den 2-årige Joakim får ondt i øret og grædende vågner om natten, til han under bedøvelse får sat dræn i øret hos ørelægen. Tekst og især billeder følger Joakim tæt i alle faserne: smerterne, de indledende undersøgelser hos familielægen, videre til ørelægen og frem til der under operation er sat dræn i øret. Efter operationen ser vi en glad og tilfreds Joakim, som nu kan sove om natten, og hvis sprog er i god udvikling. Det er en grundig fagbilledbog, som sagligt og ganske detaljeret beskriver hele forløbet suppleret af udtryksfulde og skarpe farvefotos. Teksten er ligefrem og forklarer i et letforståeligt sprog, hvad der sker undervejs, mens ill. i større billeder og mange ret små billedforløb viser dels Joakims forskellige besøg og behandlinger hos læge og ørelæge og dels hans reaktioner undervejs. Mor (eller far) er med hele vejen, og alt forløber i en tryg og rolig atmosfære. En veltilrettelagt og informativ emnebilledbog egnet til forberedelse eller brug under og efter et tilsvarende forløb. Udfylder et hul i bogbestanden for de ca. 3 årige og op.