Lektor Tom Høyem har med denne rapport lavet et stykke pionerarbejde. Denne undersøgelse af 6 københavnske dagblades spisesedler 15/9-15/10 1972 er udarbejdet som et led i danskundervisningen i samarbejde med en gruppe elever på Sct. Jørgens gymnasium. Forfatteren understreger, at der ikke er tale om noget videnskabeligt værk. Dertil er materialet for spinkelt - som også påpeget af pressens folk, der har modtaget bogen med nogen kølighed. "Aviserne kan tillade sig næsten hvad som helst," hævder Høyem, der ønsker en styrkelse af Dansk Pressenævn. Han beklager pressens kommercialisering, og hans ærinde er at påvise, hvorledes der ikke så sjældent er ringe overensstemmelse mellem spisesedlen og artiklen, den refererer til. Det er værd at notere sig for biblioteksfolk, at spisesedler ikke hidtil er blevet opbevaret på noget bibliotek. Det kgl. Bibliotek vil nu indføre en ny praksis. Interessant læsning for den kritiske avislæser.