Bent Haller har i romaner for både børn og voksne brugt historier fra græsk og ægyptisk mytologi. Nu er vi nået til det gamle Babylon. Med udgangspunkt i det ældgamle Gilgamesh-epos fortælles om den babyloniske konge af gudeslægt, som regerede omkring 2900 f. Kr. Gilgamesh var undertiden en plage for sine undersåtter, og guderne iværksatte forskellige foranstaltninger for at få ham til at opføre sig ordentligt. Blandt andet skaffede de ham kæmpen Enkidu på halsen som en modstander, for at han kunne bruge sine kræfter på ham. De ender dog med at blive gode venner. Da Gilgamesh dør, bliver han som halvgud konge i underverdenen. Det originale epos er oversat og behandlet i Gilgamesh ; Enuma Elish, 1997. BH genfortæller meget frit, og hans historie bliver en række lignelser, parabler, der handler om udviklingen af menneskelige egenskaber, kærlighed, begær, forstandighed, følelser osv. De gamle myter har værdi, fordi de handler om arketypiske forestillinger. Det er også grunden til, at der er historier, man kan genkende fra nordisk og græsk/romersk mytologi. Endnu en god historie fra Haller. Sprogligt kan det synes, som om han prøver at ramme ungdommelige fantasy-læsere.