Vennerne Pelle og Charlie er blevet studenter, og bogen er en herlig up-tempo beskrivelse af deres tanker, fantasier og vilde oplevelser on the road gennem Sverige, druk, graffiti, bryster og småforbrydelser til Roskilde festival, inden sommeren er slut, og fremtiden begynder. I et hektisk tempo oplever de ikke bare lidt af hvert, men meget af det hele, og de to fyre er ALTID fokuseret på piger/kvinder/babes, og vel får de (apropos titlen) ram på nogle babes, men slet ikke så mange, som de gerne ville, og som de fantaserer om. Charlie er scorefyren og den udadvendte, mens Pelle som den kreative følsomme og tænksomme er bogens fortællende hovedperson, men ikke mere, end at der også skal være gang i den. Det går ikke bare stærkt med historien, men også med sproget, der er en stand up-komiker, rapper og new journalism eller stream of consciousness skriverkarl værdig. Det går i fuld fart med et heftigt sprog, men når man efter nogle sider har stillet ind på bogens tone og tempo, følger en god oplevelse, som de ældste teenagere (af begge køn!) og de lidt ældre vil sætte pris på. Bogen vil være sprogligt inspirerende for både lærere og elever. Nogle vil måske forarges over sprog/indhold, men det ville Pelle og Charlies venner sige "Skråt op" til og skynde sig videre til næste side og næste oplevelse.