Da 1. udg. af denne bog om de moderne mammuthospitaler kom i 1978, var den brandaktuel. Det er den desværre stadig! Bogens budskab er, at på et nutidigt kæmpesygehus hvis eneste opgave er athelbrede el. lindre, der kommer hensynet til patienterne sidst i rækken. De er bunden i hierarkiet - under fremmedarbejderne i rengøringen. Bl.a. fordi man ikke har noget sprog der gælder for alle,eller nogen overordnet tankegang. Via en folkepensionists vandring gennem hele systemet, møder læseren alle de personalekategorier, der støtter kolossen på lerfødderne - også de mere perifereudenfor murene. De allerfleste af dem føler afmagt overfor systemet - endog flere af lægerne, der ellers stadig nærmest har gude-rang. Jersild er selv læge, og hans store, engagerededokumentarroman om sygehusvæsenets fallit overfor menneskeligheden, er så meget des mere opmærksomhed værd. Desværre også - ulogisk nok - derved lettere at affærdige for politikerne. De syv siderssammenfatning, der indleder bogen,kunne man ønske havde stået til sidst; nogle læsere vil falde fra her. Men holder de ud, bliver det medrivende og gribende, og som i virkelighedens verden, udenafslutning. Den gamle kvinde som farer vild i de ufærdige etager (!), falder og knuser hoften, ligger hun der mon endnu? Man tror det gerne. Alle kan, og bør, læse bogen - Jersild har fundet detsprog alle i Babelstårnet kan forstå.
