Oskar og Mias mor har en baby i maven. Hvad laver babyen derinde? Hvordan er den kommet derind, og hvordan kommer den ud? Informativ billedbog om graviditet og fødsel for børn på ca. 5-9 år.
Tvillingerne Oskar og Mia skal have en lillebror. De glæder sig og har en masse spørgsmål. Hvilket køn bliver det? Hvorfor er det kvinder, der føder børn? Hvordan bliver børn lavet, og hvordan får babyen mad under graviditeten? Oskar og Mia ser scanningsbilleder, foreslår pige- og drengenavne og ser babyen bevæge sig inde i maven. Da babyen, Jakob, er født, dukker der nye spørgsmål op. Hvorfor skriger han sådan, og hvordan kan han have morfars næse? Til historien hører faktabokse med fosterets udvikling samt informationer om fx kunstig befrugtning, kejsersnit, for tidlig fødsel og amning. Bogen er oversat fra tysk og skrevet i samarbejde med læger. Det er forfatterens debut på dansk, mens illustratoren har udgivet flere billedbøger i Danmark. Senest Hallo, jeg er her også!.
Det er en grundig bog, der fortæller om noget lidt kompliceret på en pædagogisk og letforståelig måde. Dialogen mellem børnene og de voksne er varm, humoristisk og realistisk, og de fine tegninger supplerer teksten og understøtter forståelsen.
Familieforøgelse er godt beskrevet i andre billedbøger på forskellige måder. En bog, hvor et par tvillinger stiller lignende spørgsmål til forældrene, er Vi skal have en baby!.