Bøger / skønlitteratur / roman

Babylon Kreuzberg


Beskrivelse


Eksperimenterende roman, der ved at forene lyrik, prosa og citater med det biografiske og fotos, udvisker grænserne mellem genrerne og fortæller om forfattere, kunstnere og steder i Kreuzberg Berlin.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 4. nov. 2019

af

af

Thomas Ry Andersen

d. 4. nov. 2019

Anderledes roman centreret om forfattere og steder i Kreuzberg Berlin. For litterært interesserede læsere, der begejstres af eksperimenterende og poetisk litteratur.

Bogen er inddelt i ni kapitler. I første kapitel møder vi et jeg og et du og tages herefter med til forskellige steder i Kreuzberg Berlin. Anden del beskæftiger sig med digteren Gunnar Björling, som var en af bannerførerne i den finlandssvenske modernisme. Tredje kapitel tager udgangspunkt i den tyske filosof Walter Benjamin og hans tekst om den destruktive karakter. Det efterfølgende kapitel udgøres af sorte sider og billeder af kendte forfattere og kunstneres gravsteder og mindestene, fx Franz Kafka, Bertolt Brecht og Ezra Pound. Der er bl.a. også beskrivelser af en rejse til Todtnauberg, og bogen slutter med teksterne "Den rene poesi" af Rabbe Enckell og "Universalisme" af Björling, bragt i det finlandssvenske modernistiske tidsskrift, Quosego i 1928. Karsten Wind Meyhoff debuterede med romanen Flyvende sommer.

Eksperimenterende udgivelse med smukt skrevne og poetiske tekstsekvenser, der springer i tid og sted uden en sammenhængende, fremadskridende handling. Meyhof forener på glimrende vis lyrik, prosa og citater med små biografiske sekvenser og fotos. Resultatet er en smal, men smuk og poetisk roman, der udvisker grænserne mellem genrerne.

Christian Yde Frostholm udvisker i sit forfatterskab også grænserne mellem genrerne, fx i den eksperimenterende rejsebog Paris en brugsanvisning.