d. 15. sep. 2016
af
af
Jacob Holm Krogsøe
d. 15. sep. 2016
En alkoholiker spiller backgammon med sig selv i en park. En dag kommer en pige på 10 år forbi. Socialrealisme møder melodrama i denne mellemting mellem en novellefilm og en spillefilm. Til dem der interesserer sig for independent film.
Erik er en plaget sjæl, alkoholiker og cutter. Han sidder i en park med sit backgammon. En dag kommer Mia forbi, hun er 10 år gammel og hun overtaler Erik til at lære hende spillets regler. Det viser sig at pigen er datter af en af Eriks ekskærester og dramaet kan lade sig udfolde. Filmen er med sin spilletid på 65 minutter et sted mellem en lang novellefilm og en kort spillefilm og den er produceret for meget få penge. Filmens instruktør og manuskriptforfatter Danny Thykær spiller også hovedrollen som Erik.
Kernen i "Backgammon" er en meget stærk fortælling om misbrug, svigt og kærlighed. I hovedrollen yder Thykær en fin præstation og generelt er filmen rent visuelt flot og enkel. Desværre hamres flere pointer unødvendigt ind med syvtommersøm, hvor specielt voice over delen taler ned til publikum ved at overforklare, hvad det er vi ser. Filmens score er smukt, men passer ikke til filmens udtryk, det bliver som med voice overen for overdrevet og koblingen mellem socialrealisme og melodrama fungerer ikke. Men Thykær har potentiale som filmskaber.
I en film som BænkenArven har vi alkoholikere i en socialrealistisk kontekst og Per Fly skaber melodrama i den efterfølgende ArvenI en film som Bænken har vi alkoholikere i en socialrealistisk kontekst og Per Fly skaber melodrama i den efterfølgende .
