19-årige Tue rejser som backpacker i Sydamerika. Han er taget ud på en tur, som det hen ad vejen viser sig for læseren, at han har planlagt med kammeraten Mark, der er død under tragiske omstændigheder. Vi følger Tues rejse i et sydamerikansk land, hvor han rejser rundt sammen med andre backpackere, der slavisk følger vejledningerne i Lonely planet. Undervejs kommer Tue nærmere ind på livet af tyske Leni, som han følges med, men det bliver samværet med den dragende Helena, der på rejsens sidste dag, får løst op for alle de opstemmede følelser efter Marks død, som Tue har haft svært ved at bearbejde og forholde sig til. Romanen slutter med, at Tue kan rejse lettet og noget mere erfaren hjem efter nogle måneders rejse rundt i Sydamerika. Den velskrevne bog giver et godt og nuanceret billede af den uerfarne og usikre Tue, der efterhånden bliver mere livsklog og moden på sin rejse. Vi får også et godt billede af backpacker-livet, hvor samværet med ligesindede og den slaviske afhængighed af Lonely planet's fastlagte ruter, kommer til at skygge for mere reelle oplevelser og erfaringer. Forfatteren har tidligere udgivet novellesamlingen Den fløjtende luder (00), samt billedbogen Vokseværk (04). Selvstændig læsning for unge fra ca. 15 år og for unge voksne.