Bøger / faglitteratur / kogebøger

Badehotellets kogebog


Beskrivelse


Opskrifter på klassiske retter fra mellemkrigstiden som de bliver præsenteret i tv-serien Badehotellets fem første sæsoner. Alt sammen krydret med billeder fra serien, scener fra manuskripterne, fortællinger om datidens liv og kogekunst og indtryk af livet bag kameraet.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 19. okt. 2018

af

af

Rikke Bruun

d. 19. okt. 2018

I en sammenblanding af opskrifter og bag-kameraet afsnit føres vi ind Badehotellets verden og får muligheden for selv at skabe retter og menuer fra tv-serien. For fans af Badehotellet og det danske køkken i mellemkrigstiden.

Med baggrund i tv-serien Badehotellets fem første sæsoner føres vi af madhistoriker Bettina Buhl ind i mellemkrigstidens køkken i fem kronologiske afsnit fra sæson 1/1928 til sæson 5/1932-1933. Hun har tilpasset datidens opskrifter til moderne tiders mål og køkkenudstyr, så man får mulighed for at lave retter som ruskomsnusk, bollemælk, høne i gele, fiskebudding og nougatfromage med flødeskum og henkogte frugter. Alt sammen krydret med billeder fra serien, scener fra manuskripterne, fortællinger om datidens liv og kogekunst og indtryk af livet bag kameraet.

De mange fans af Badehotellet vil elske denne kogebog, som udover at give mulighed for at genskabe seriens kulinariske frembringelser også giver et indblik i tv-seriens tilblivelse og livet bag kameraet.

Lauras gæstebud er ligeledes en blanding af fortællinger fra en tv-serie og opskrifter på klassisk dansk mad fra samme tidsperiode. De mange kogebøger i serien med Frøken Jensens kogebøger giver også rig mulighed for at kaste sig ud den klassiske danske madlavning.