Bøger / faglitteratur til børn / undervisningsmaterialer

Bæredygtig udvikling


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 25. feb. 2010

af

af

Poul Wibbert Esberg

d. 25. feb. 2010

Det tynde hæfte i A5-format angiver, at læseren skal bruge bogen "før du googler", og det dækker meget godt. Målgruppen er 13-15-årige, som vil skabe sig et hurtigt overblik over påstande, facts og problemstillinger, som almindelige borgere og politikere står overfor i især den nærmeste fremtid.

Teksten er fyldt med statements og facts, mange underbygget med tal og statistik. Så mange, at det kan knibe med at holde tungen lige i munden, selvom bogen er struktureret nok. Et par faktuelle svipsere rokker lidt ved troværdigheden, men ændrer ikke på, at man med bogen i hånden får meget at tænke over og arbejde videre med. Som udgangspunkt bruges Brundtland-rapporten fra 1989, som vel startede hele debatten om bæredygtighed. Den problematiserer både, hvad den enkelte borger, det nationale og internationale samfund kan gøre. Teksten er til trods for de mange oplysninger ikke svær at læse, og den er ført ajour til og med COP15. Faktabokse underbygger teksten. Naturligt nok er medialisten fyldig. Hæftet er illustreret med relevante farvefotos.

Der udgives en del i disse år om emnet. Det foreliggende hæfte arbejder med det helt brede perspektiv. 100 måder at redde verden, 2008 er fyldigere og har en anden vinkel, og så er der den grundige bog Økologisk intelligens : den der tænker sig om, lever bedre, som nok er for ældre læsere. Ellers er det mere punktnedslag som fx den nys udkomne Landbrug og miljøet.

Et lille hæfte, som kan bringe en videre i arbejdet med det omfattende emne.