Det helt store drama udspiller sig i en haveforening i nærheden af Aalborg, et drama der tager sin begyndelse da foreningens formand bliver væltet under en generalforsamling! Til dem med interesse i dokumentarfilm der handler om samfundet og den "danske sjæl".
Haveforeningen Jørgen Berthelsens Minde ligger tæt på Aalborg. Der er mere end 150 kolonihaver. Med meget forskellige kolonihaveejere. Der er den gamle generation, der nyder fællesskabet, velplejede haver, en øl i solen og at snakke over lave hække. Og så er der den yngre generation, der har nok i dem selv og elsker vilde haver og høje hække. Ind i dette stille drama kommer der en generalforsamling, hvor det lykkes for nogle yngre kræfter at vælte formanden, som har siddet på posten i mere end 30 år. Kan det lykkes for den nye bestyrelse at binde bånd mellem generationer, så fællesskabet igen kommer i fokus? Fire afsnit af 30 minutters varighed og selveste Niels Hausgaard er fortæller/speaker.
En ganske sublim dokumentarserie, der både handler, helt konkret, om haveforeningen men som også bliver et billede på Danmark generelt. Den sidste del bliver løftet op på et fornemt tematisk niveau af de små nyhedsbidder der kommer i løbet af afsnittene. Det handler om tolerance, om forskellighed, om traditioner og om nybrud. Det er skruet sammen på en måde, så det fremstår mere underholdende end en spillefilm.
Der er også skarp samfundssatire i fiktionsfilmen Lykkevej.