Bøger / skønlitteratur til børn

Bamse bliver glemt


Beskrivelse


Billedbog. Bamse er med Jens og Marie på togtur. Da børnene står af, glemmer de ham. Han ender på et hittegodskontor, hvor han får en ny tøjdyrsven. Men vil han nogensinde komme hjem igen?

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 12. maj 2014

af

af

Marianne Agger

d. 12. maj 2014

To genudgivelser af Mogensens bøger om Bamse. Bamse bliver glemt hed Bamses ven, da den udkom i 1983, mens Bamse og den kinesiske prinsesse fra 1981 har beholdt sin oprindelig titel. Bøgerne er til børn fra 3-6 år, og nuværende småbørnsforældre og pædagoger vil måske huske dem fra deres egen barndom.

Bamse-bøgerne var startskuddet på Mogensens lange karriere som børnebogsforfatter og illustrator. I Bamse og den kinesiske prinsesse er Bamse med Jens og Marie i parken. Han bliver efterladt af børnene, falder i kanalen og møder en kinesisk prinsesse, der inviterer ham på te. Til sidst kommer prinsessen også med Bamse hjem og får kakao. I Bamse bliver glemt er han på togtur med Jens og Marie. Da børnene står af, glemmer de Bamse. Han ender på et hittegodskontor, men genforenes med børnene. To søde, rolige og magiske fortællinger. Vinklen, med at se tingene fra Bamses side, fungerer godt. Teksterne og akvarel-illustrationerne er identiske med originaludgaverne. Det er tydeligt, at bøgerne er af ældre dato, men de holder stadig. Dog vil nogle af nutidens børn og forældre måske synes, de er for gammeldags. Bamse er glad, trist, bange, modig, nysgerrig og eventyrlysten ligesom børn, så de vil kunne identificere sig med ham.

Bamse-billedbøger findes i forskellige udformninger som fx DRs Bamse og Windings serie om Den lille bamse. De har hver sin charme.

Nostalgitrip for nogle forældre. Hvis de gamle udgaver bør erstattes, er her chancen.