Politisk hip hop har aldrig været det store hit i Danmark. Etnisk danske hip hoppere som Zaki og Negash Ali har med udgangspunkt i deres etniske oprindelse rappet med en social bevidsthed, men kun de færreste har tonet rent flag. Den politiske hip hop har til alle tider været et undergrundsfænomen, koncentreret i miljøet omkring Ungdomshuset og Christiania i København, og det er også her MFS har sine rødder. "Bandaniseret" er det første reelle album fra trioen, og de lægger ikke fingrene i mellem: <i>"Det på tide vi rydder op i egne rækker/Lægger arm med systemet til lovens lange arm brækker/La os stå sammen, nå målet sammen/Hælde benzin på deres normer og se bålet brænde",</i> lyder revolutionsopfordringen således på "Sker der", for MFS har <i>"brug for at fortælle deres side af den betændte historie i en tid, hvor konflikterne i vores land bliver beskrevet unuanceret og uden indblik".</i> Hvor nuanceret, MFS' virkelighedsyn så er, kan altid diskuteres, men teksterne om bl.a. bandekrig og politivold er rå og kompromisløse, og der er ikke tvivl om, at MFS mener det alvorligt - i modsætning til den traditionelle gangster-hip hops fiktive tegneserievold. Produceret og tilført hårdføre beats fra kapaciteten Troo.L.S. og gæstes af Lizzie og Street Mass.