Romanen henvender sig til Flemming Jensens store publikum, som det kender ham som såvel romanforfatter og dramatiker m.v.
Statsministeren og hans spindoktor er et par med succes, fordi statsministeren følger sin spindoktors beslutninger. Men da statsministeren pludselig vil bestemme noget selv, medfører den ukendte situation, at spindoktoren med den perverse logik, der ligger i moderne politik, må myrde statsministeren. Skildringen af det på den ene side meget morsomme og på den anden side meget skræmmende forløb er lagt i munden på en beundrende bankrøver, der med sin faglige baggrund, om man så må sige, kun kan se et lys i spindoktorens meritter, og altså accepterer hans univers uden moral, hvor en sandhed er den sandhed, man nu finder formålstjenlig. Det er uhyggeligt og grotesk og makabert morsomt på én og samme tid i dette dobbelttydige spil over formlen: den mere kloge narer den mindre kloge i original udformning. At bankrøveren giver sig tid til at fundere mistrøstigt over moderne sprogudvikling er også underholdende. Udgivelsen markerer Flemming Jensens 60 års dag.
Flemming Jensen har udgivet en lang række lignende værker som bl.a. Den polske luder vender tilbage, 2006, og den nye satire kan anvendes som de foregående og som anden nutidig satire.
Satiren i værket er grum, fordi den moderne politiske scenes absurde og perverse logik i magtstræb for magtstræbets skyld hyldes af alle bogens personer. Parret med groteske og morbide optrin. Fint udspil fra Flemming Jensen.