Spil / computerspil

Barbie groom and glam pups


Beskrivelse


Simulationsspil. Lær din hund tricks, plej den, klæd den ud og lad den deltage i fremvisninger, danseshows og fotosessioner. Du skal huske at bade, børste, kæle og lege med din hund, så den er glad og tilfreds. Jo bedre du er til at passe og træne din hund, des flere hunde kan du få lov at lege med.

Emneord


Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 18. nov. 2010

af

af

Astrid Tang

d. 18. nov. 2010

Wii. Piger fra 5 år kan i selskab med Barbie, simulere leg med og træning af hunde. Spillet er visuelt instruerende, hvilket retter lidt op på ærgrelsen over, at spillet har engelsk tale og kun dansk i manualen. Pegi 3 er passende.

Spilleren skal træne, pleje og påklæde sin virtuelle hund. Der er seks hunderacer at vælge imellem: Samojede, pommeraner, puddel, bichon frisé, yorkshireterrier, og shih-tzu. Træning består af at lære hunden tricks som fx at sidde, hoppe, hyle og give pote. Plejen går ud på at rede, vaske og klippe hunden og i butikken kan der købes tøj og udsmykning til hunden, så den tager sig godt ud til de fremvisninger, danseshows og fotosessioner, som man kan melde sin hund til at deltage i. Selvom der er forskellige hunderacer, er det i store træk de samme øvelser der gennemgås og skal gentages. For at opnå fuld succes til optrædenerne, skal træningssessionerne gennemgås mange gange, hvilket bliver ret trivielt. Barbie optræder kun som vejleder og forklarer på engelsk, hvad spilleren skal gøre, men wiimotens bevægelser illustreres på skærmen, så selvom der kan være sproglige vanskeligheder, kan spillere uden engelskkundskaber være med. Grafikken er ikke særlig detaljeret og lydsiden ret monoton.

Spillet minder i høj grad om Dogz og Catz, hvor pasning, pleje, udklædning, træning og opvisninger er centrale elementer. Littlest pet shop indeholder også disse elementer, men er mere varieret at spille pga. de mange minispil.

Kombinationen af hunde og Barbie skal nok tiltrække små piger, men det trivielle gameplay bliver for kedeligt i længden.


Bibliotekernes vurdering

d. 18. nov. 2010

af

af

Finn Christiansen

d. 18. nov. 2010

Nintendo DS. Et virtual pet-spil med Barbie i hovedrollen. Spillet appellerer til og kan magtes af piger fra cirka 6 år og et par år frem, med lidt starthjælp fra voksne. Sproget er engelsk, men manualen er på dansk. PEGI: 3.

Dette er som nævnt et kæledyrsspil. Spillet går ud på at passe og pleje en lille hundehvalp, klæde den ud og gå til hundeshows med den. Til din hjælp har du Barbie, som fortæller (på engelsk desværre) hvordan du gør. Du kan vælge mellem seks små hunderacer (samojed, pomeraner, bichon frisé, yorkshire terrier, shih tzu og puddel) som i denne sammenhæng dog kun er forskellige af udseende. Der er masser at give sig til, og som kæledyrsspil er det et af de mere kødfulde. De forskellige aktiviteter er relevante og sjove for målgruppen - men det engelske sprog er et stort minus, for det er ikke altid til at gætte hvad man egentlig skal i de forskellige opgaver. Grafikken er i orden - hvalpene er i hvert fald nuttede. Og så kan man more sig lidt over advarslen i manualen, at man endelig skal spørge sine forældre, inden man begynder at klæde rigtige hunde ud.

Der findes flere gode kæledyrsspil til DS. Fx "Petz"-serien, hvor der findes flere titler om netop hunde.

Alt i alt et ok kæledyrsspil, som scorer højt på både nuttethed-skalaen og celebrity-skalaen. Hundehvalpe og Barbie er en cocktail der vil falde i målgruppens smag. Desværre er det engelske sprog et stort minus.