Linus Torvalds, skaberen af operativsystemet Linux, er her sat i stævne af David Diamond, amr. "gonzo"-journalist a la Hunter S. Thompson. Det er der kommet en lidt flagrende og snakkesalig bog ud af, der er bedst hvor kun Linus kommer til orde og bl.a. fortæller om sin udvikling fra ungt matematikgeni i 80'erne udstyret med en VIC-20 til tiden som datalogistuderende i Helsinki i 90'erne. Dage og nætter gik da med at programmere kernen til et nyt operativsystem, og det hele var sådan set bare for sjov som titlen også siger. At lysten drev værket er man nu heller ikke i tvivl om efter endt læsning. Udover arbejdet med Linux der skulle om end ikke revolutionere verden så dog være med til at ændre edb-miljøet, giver Linus også sit bud på hvad der er vigtigt her i tilværelsen, privat som professionelt, og der tegner sig et billede af en ligefrem og humoristisk person, drevet af interesse for sagen og ikke af udsigten til ussel mammon! Linux-folket vil forstå at værdsætte bogen om Linus der utilsigtet kom til at katalysere en udvikling væk fra proprietære edb- systemer a la Microsoft til fordel for åbne standarder, siden kendt som Open Source. En bog man ikke behøver at være nørd eller glødende Linux-freak for at kunne få et udbytte eller blive underholdt af.