Den sociale arv er en tung belastning for den velbegavede 15-årige Larceny. Da den australske roman fra Gyldendals grå serie begynder, begår Larcenys mor selvmord. Hun kan ikke se andre veje ud af et liv som social og følelsesmæssig taber. Hendes efterladte barn flyttes fra den ene plejefamilie og institution til den anden. Larcenys følelsesliv ødelægges, og hun bliver så skadet, at hun slet ikke magter at knytte sig til andre mennesker. Da vi møder hende, har hun flere psykiatriske indlæggelser bag sig, og hun lever på gaden af småkriminalitet. Vi får en barsk, realistisk beskrivelse af livet, som det former sig for Melbournes gadebørn. Der er en lille smule håb for Larcenys fremtid, da hun møder socialarbejderen Kaz, men håbet blusser kun kort. Larceny tror, at også Kaz har svigtet hende, og så er ringen sluttet. Hun begår selvmord ligesom moderen. Romanen kan bruges i en emnekasse i 8.-10.kl, men slutningen kan gøre det problematisk at anbefale bogen til læsergruppen.