Til læsere af Preben Major Sørensens forfatterskab og andet lidt skæv litteratur.
Siden debuten i 1965 har Preben Major Sørensen været leveringsdygtig i grænsesøgende og anderledes litteratur. Barnet bryder ikke med dette, da romanens rammefortælling tager udgangspunkt i et barns opkast, og de sære ting det kaster op. I Barnet kredser historierne om den tidligere barndom, opvækst og forældres forventninger. Det er ikke småting, barnet bliver udsat for i Sørensens groteske univers, fyldt med kulsort og grotesk humor. Stilmæssigt er grebet med at tage udgangspunkt i et barns bræk ret sjovt, men bliver dog noget anstrengende i længden. Major Sørensens bøger er ikke for alle og enhver, og stiller store krav til læseren, da meget foregår på et højt abstraktionsniveau.
Barnet lægger sig i fin forlængelse af Major Sørensens andre bøger. Uddrag af bogen har før været udgivet i tidskriftet Ildfisken, 39 i 2008.
En smal og svært tilgængelig bog, der dog trækker skæve smil frem på læben.